Dansk praksis om CISG

ØLK af 1. december 1999
 

Linde Jensen, V. Rønne, Torben Vistisen (kst. )).

PC Express AB, Stockholm, Sverige (adv. Peter Stig Jakobsen, København) mod Columbus IT Partner A/S, København (adv. Kim Ricken Jørgensen, Viborg).

Københavns Byrets kendelse 27. september 1999.

Under denne sag, der er anlagt den 23. november 1998 har sagsøger, Columbus IT Partner A/S, København K, påstået sagsøgte, PC Express AB, Stockholm, Sverige, dømt til at betale 417.166,93 kr. med tillæg af rente 9,96% p.a. fra den 20. oktober 1998.

Sagsøgte har påstået principalt sagen afvist, under henvisning til at Københavns Byret ikke er rette værneting, subsidiært frifindelse.

I medfør af retsplejelovens § 253 har retten udskilt sagsøgtes afvisningspåstand til særskilt behandling.

Sagsøger har over for afvisningspåstanden påstået frifindelse, under henvisning til at afvisningspåstanden ikke er fremsat i svarskriftet, jf. retsplejelovens § 357, stk. 2, subsidiært at opfyldelsesværnetinget i henhold til Domskonventionens artikel 5, nr. 1, er sagsøgerens hjemting, og opfyldelsesstedet for betaling af pengegæld er kreditors hjemsted, jf. såvel gældsbrevslovens § 3 som CISG artikel 57, stk 1, litra a, hvorfor Københavns Byret er rette værneting.

Efter sagens anlæg modtog retten den 2. februar 1999 et indlæg fra sagsøgte. Sagen blev herefter udsat på sagsøgerens replik, som retten modtog den 25. februar 1999. Derefter modtog retten meddelelse om, at sagsøgte nu var repræsenteret af advokat Peter Stig Jacobsen, der anmodede om udsættelse af sagen på duplik. Retten modtog den 22. april 1999 sagsøgtes processkrift af 15. april 1999, hvori sagsøgte nedlagde påstand om afvisning af sagen.

Sagsøgte har til støtte for afvisningspåstanden  >> 707 >>  principalt gjort gældende, at svarskrift først er fremlagt ved processkrift af 15. april 1999 indeholdende afvisningspåstanden, og afvisningspåstanden er dermed fremsat rettidigt, jf. retsplejelovens § 248, stk. 1, 2. pkt.  >> 708 >>  Sagsøgtes skrivelse kan ikke anses for et egentlig svarskrift, jf. retsplejelovens § 351, stk. 4, idet skrivelsen mangler angivelse af postadresse i Danmark og påstand. Dernæst har sagsøgte gjort gældende, at retten bør meddele tilladelse til at fremsætte formalitetsindsigelsen, jf. retsplejelovens § 363, idet sagsøgte, der er en svensk virksomhed og ikke har kendskab til reglerne i retsplejeloven om formalitetsindsigelser, ikke modtog nogen vejledning fra retten om at antage advokat. Det er derfor undskyldeligt, at indsigelsen ikke er fremsat tidligere, og rettens manglende vejledning bør ikke komme sagsøgte til skade.

For så vidt angår afvisningspåstanden har sagsøgte gjort gældende, at sagen angår et kontraktforhold mellem en juridisk person med bopæl i Danmark og en juridisk person med bopæl i Sverige, og at en person, der har bopæl på en kontraherende stats område, efter Domskonventionens art. 5, nr. 1, kan sagsøges i en anden kontraherende stat i sager om kontraktforhold ved retten på det sted, hvor den pågældende forpligtelse er opfyldt eller skal opfyldes. Den forpligtelse, som sagsøger påstår opfyldt, er betalingsforpligtelsen. Betaling i henhold til parternes aftale kan ske og er sket via S.W.I.F.T kode UNIB DK KK, hvorfor betalingsforpligtelsen skal opfyldes i Sverige i henhold til parternes aftale herom. Sagsøgte har endvidere henvist til, at sagens rette tvistepunkt er sagsøgerens ydelse, som skal leveres hos sagsøgte, og at sagen er kompliceret og forudsætter foretagelse af svensk syn og skøn samt afhøring af svenske vidner, hvorfor sagen bør føres i Sverige.

Sagsøger har gjort gældende, at sagsøgtes 1. indlæg må betragtes som svarskriftet, idet der i indlægget er en materiel stillingtagen til sagen, og at den manglende angivelse af processuel adresse i Danmark ikke er nogen gyldighedsbetingelse. Med hensyn til rettens vejledningspligt har sagsøger anført, at det ligger fast, at retten skal anses som kompetent, hvis der ikke kommer nogen indsigelse, og der er ingen ugyldighedsvirkning heraf.

Sagsøger har dernæst gjort gældende, at det er en betalingsforpligtelse, der skal opfyldes, og der kan ikke være tvivl om, at opfyldelse skal ske ved sagsøgers hjemting. Det kan ikke fraviges på grund af sagsøgtes mulighed for at vælge elektronisk overførsel af pengebeløbet til sagsøgerens konto, og at det afgørende er opfyldelsesstedet for pengegæld, og ikke hvilken betalingsmåde der vælges. Det afgørende er, at det i fakturaen er anført, at betaling skal ske til Unibank A/S, København.

Rettens bemærkninger:

Denne sag angår sagsøgtes betaling for tilvirkning og levering af et transaktionsbaseret administrativt edb-økonomisystem, Concorde XAL, fra sagsøger til brug i sagsøgtes virksomhed.

Når henses til, at sagsøgte er en svensk virksomhed, der ikke ved afgivelsen af det 1. indlæg var repræsenteret af advokat, finder retten det undskyldeligt, at afvisningspåstanden først er fremsat i sagsøgtes processkrift af 15. april 1999. I medfør af retsplejelovens § 363, jf. § 364, stk. 1, jf. § 357, stk. 1 og 2, tillades det herefter sagsøgte at fremsætte afvisningspåstanden.

Efter Domskonventionens art. 5, nr. 1, er der værneting for sagsøgtes betalingsforpligtelse i Danmark ved Københavns Byret.

Det fremgår af sagen, at sagsøgeren i sine fakturaer for betaling i henhold til aftalen har anvist Unibank A/S, account No: - - - og Swift Code: UNIB DK KK, og at sagsøgte faktisk har betalt via S.W.I.F.T systemet.

Betaling ved anvendelse af S.W.I.F.T systemet er en elektronisk overførsel af penge, der sker i Sverige ved en betalingsinstruktion til sagsøgtes bank, der via S.W.I.F.T debiterer sagsøgtes konto i Sverige, samtidig med at beløbet krediteres sagsøgers banks konto hos dennes korrespondentbank i Sverige.

Efter gældsbrevslovens § 3 og  CISG art. 57, stk. 1, er opfyldelsesstedet for pengegæld kreditors hjemsted, hvilket er Københavns Byret. Under hensyn til at det er angivet i betalingsanmodningen, at betaling skal ske til Unibank i København, finder retten, at bestemmelsen om opfyldelsessted for pengegæld ikke kan fraviges på grund af sagsøgtes mulighed for at vælge elektronisk pengeoverførsel.

Som følge af det anførte tages sagsøgtes afvisningspåstand, ikke til følge.

Østre Landsrets kendelse.

Ved Københavns Byrets kendelse af 27. september 1999 - - - bestemtes, at den af sagsøgte, PC Express AB, nedlagte påstand om afvisning af den af sagsøger, Columbus IT Partner A/S, den 23. november 1998 anlagte sag, ikke blev taget til følge.

PC Express AB har påkæret kendelsen med påstand om afvisning.

Columbus IT Partner A/S har påstået stadfæstelse.

Kæremålet har efter parternes anmodning herom været forhandlet mundtligt.

Kærende, PC Express AB, har til støtte for afvisningspåstanden anført, at sagen bør afvises af de grunde, som er angivet over for byretten. Kærende har herunder principalt henvist til, at svarskrift i denne sag er indgivet ved processkrift af 15. april 1999, og at formalitetsindsigelsen vedrørende værnetingsspørgsmålet således er fremsat rettidigt, jf. retsplejelovens § 248, stk. 1, 2. pkt. Subsidiært gøres det gældende, at værnetingsspørgsmålet er omfattet af rettens vejledningspligt i henhold til retsplejelovens § 339, stk. 4, og at rettens erkendte manglende opfyldelse heraf ikke bør komme kærende til skade. Retten bør som anført af byretten meddele tilladelse til, at formalitetsindsigelsen fremsættes senere end i kærendes brev af 29. januar 1999 som sagsøgt for byretten.

Kærende har nærmere anført, at »den pågældende forpligtelse« i henhold til Domskonventionens art. 5, nr. 1, er indkæredes forpligtelse til at levere fuldstændig og mangelfri ydelse - og således ikke den påståede betalingsforpligtelse. Opfyldelsesstedet for »den pågældende forpligtelse« skal afgøres i henhold til rettens egne lovvalgsregler, dvs. dansk rets lovvalgsregler. Lovvalgsspørgsmålet skal afgøres efter reglerne i Romkonventionen om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser. Sagen har sin nærmeste tilknytning til Sverige og er derfor i henhold til Romkonventionens art. 4, stk. 1, og stk. 2, underlagt svensk ret. Indholdet af svensk ret er ikke dokumenteret i denne sag, men det må efter kærendes opfattelse lægges til grund, at opfyldelsesstedet for indkæredes ydelse, der er »den pågældende ydelse« i denne sag, er i Sverige, da dette er aftalt, jf. bilag 1. Sagen skal derfor afvises og anlægges ved en svensk domstol.

Såfremt retten måtte komme frem til, at »den pågældende forpligtelse« i henhold til art. 5, nr. 1, er den påståede betalingsforpligtelse, gøres det subsidiært gældende, at opfyldelsesstedet for denne ligeledes er Sverige, idet betalinger i henhold til anvisninger på indkæredes fakturaer er sket og kan ske i Sverige ved anvendelse af Swift-systemet.

Indkærede, Columbus IT Partner A/S, har til støtte for påstanden om stadfæstelse henvist til det for byretten anførte, herunder principalt at kærendes afvisningspåstand ikke er nedlagt rettidigt, jf. retsplejelovens § 248, stk. 1, jf. EF-domskonventionens art. 18, og subsidiært at Københavns Byret i medfør af domskonventionens art. 5, nr. 1, er rette værneting for afgørelsen af indkæredes pengekrav over for kærende.

Indkærede har uddybende anført, at det følger af EF-domskonventionens artikel 18, at retten i en kontraherende stat bliver kompetent, når kærende giver møde herfor uden at bestride rettens kompetence. Tidspunktet for fremsættelse af indsigelse er nærmere beskrevet i national lov i retsplejelovens § 248, stk. 1, hvorefter kærende skal fremsætte indsigelse mod rettens kompetence senest i svarskriftet. I modsat fald anses retten for rette værneting. I nærværende sag afgav kærende svarskrift den 29. januar 1999 uden indsigelse vedrørende rettens stedlige kompetence, jf. herved UfR 1993.792 V samt efterfølgende kommentarer hertil i UfR 1994 B.287 samt UfR 1997 B.43 , hvor Vestre Landsrets afgørelse drøftes, idet der ikke er hjemlet undtagelser fra § 248. Det er i tråd med domskonventionens artikel 18, at retsplejelovens § 248 ikke giver mulighed for undtagelser ved senere indsigelser vedrørende værneting.

Indkærede har subsidiært anført, at den pågældende forpligtelse, der ligger til grund for søgsmålet, er kærendes betalingsforpligtelse til indkærede, jfr. domskonventionens artikel 5, nr. 1. Opfyldelsesstedet for betalingsforpligtelsen er, jfr. princippet i gældsbrevslovens § 3, kreditors hjemsted i København. Indkærende har på fakturaerne anvist henholdsvis kontonummer i Unibank A/S, Danmark, og en Swift-kode. Det bestrides, at indkærende ved denne angivelse flytter risikoen for betaling med frigørende virkning til den svenske bank. Forsendelsesrisikoen påhviler stadig kærende, selvom kærende benytter swiftarrangement ved elektronisk overførsel fra kærendes bank til indkæredes bank. Betaling er først sket, når beløbet krediteres på indkæredes konto i Danmark, hvorfor dette også er opfyldelsesstedet. Hvorvidt der er fysiske penge involveret, er for sagen irrelevant, idet indkærende ved anførelsen af Swift-koden på fakturaerne udelukkende har angivet et medie for betaling og dermed accepteret forsinkelsesrisikoen for betalingen, men ikke forsendelsesrisikoen. Betaling skulle uanset betalingsmåde finde sted på kreditors hjemsted, og angivelse af betalingsmedier ændrer ikke ved, at kærende har forsendelsesrisikoen. Betalingsforpligtelsen kan alene opfyldes på kreditors hjemsted.

Lovvalg for sagens løsning skal afgøres efter reglerne i Romkonventionen af 19. juni 1980. Den indgåede kontrakt har sin nærmeste tilknytning til Danmark, jf. Romkonventionens artikel 4, hvorfor dansk ret finder anvendelse på kontrakten.

Endvidere har kærende afgivet processuel erklæring i processkrift af 15. april 1999, side 2, 6. afsnit, hvorefter kærende anfører, at dansk og svensk ret er identisk på dette punkt, således at opfyldelsesstedet er kreditors bopæl. I øvrigt er indkærede enig i kærendes fortolkning af Lag (1936:81) om Skuldebrev § 3.

Landsrettens bemærkninger:

Indledningsvis bemærkes, at der mellem parterne er enighed om, at EF-domskonventionens regler anvendes i nærværende sag, jf. herved bekendtgørelse nr. 70 af 12. februar 1996 om anvendelse af lov om EF-domskonventionen m.v.

Når en sagsøgt, der ikke er repræsenteret af advokat, giver møde for retten i henhold til retsplejelovens § 351, vil retten normalt kunne vejlede den sagsøgte bl.a. om, hvornår indsigelser mod værnetinget skal fremsættes, jf. retsplejelovens § 248.

Efter det oplyste forberedes nærværende sag imidlertid skriftligt for byretten. Det er fortsat ubestridt, at  >> 709 >>  den nævnte vejledning ikke er givet til sagsøgte, nu kærende PC Express AB.

Landsretten finder, at kærendes skrivelse af 29. januar 1999, som modtaget af byretten den 2. februar 1999, der indeholder indsigelse mod det påstævnede beløb bl.a. under henvisning til manglende godkendelse af det leverede, må anses for at være kærendes svarskrift som sagsøgt i sagen. Indsigelsen mod Københavns Byret som værneting burde følgelig være fremsat heri.

Under de anførte omstændigheder findes retsplejelovens § 248 dog ikke at udelukke, at byretten som sket har tilladt fremsættelse af afvisningspåstand grundet på indsigelse mod værnetinget. Afgørelsen findes heller ikke uforenelig med EF-domskonventionens artikel 18, idet sagens forberedelse for byretten på tidspunktet for kærendes processkrift af 15. april 1999 ikke var fremskreden. Det tiltrædes derfor, at byretten har tilladt kærende i henhold til processkrift af 15. april 1999 at fremsætte påstand om afvisning.

Sagen angår efter stævningen for byretten kærendes forpligtelse til betaling. Som sagsfremstilling er i stævningen angivet, at »Det påstævnte beløb skyldes for edb-assistance leveret i henhold til kontrakt af den 1. august 1997«. Kontrakten er angivet vedlagt som bilag 1 til stævningen.

Efter artikel 4 i Romkonventionen, Konventionen af 19. juni 1980 om, hvilken lov der skal anvendes på kontraktlige forpligtelser, er der - når aftale om lovvalg ikke foreligger - formodning for, at aftalen er underkastet loven i det land, som den har nærmest tilknytning til. Efter det oplyste om indholdet af det ovennævnte bilag 1, hvorefter der bl.a. leveres fra svensk leverandør, Columbus IT Partner Sverige AB, der videre yder bl.a. service, ligesom der afregnes i svenske kroner, findes aftalen, selvom den ubestridt er indgået med indkærede, at have tilknytning til Sverige. Landsretten finder det dog ikke nødvendigt for afgørelsen af nærværende kæremål at tage endelig stilling til, om aftalen er undergivet dansk eller svensk ret.

Kærende har således i processkrift af 15. april 1999 bl.a. anført: »Uanset om det i nærværende sag lægges til grund, at sagen skal afgøres efter svensk eller dansk ret, er udgangspunktet, medmindre andet er bestemt, at opfyldelsesstedet for betalingsforpligtelsen er kreditors bopæl, jf. henholdsvis den danske gældsbrevslovs § 3, den svenske Lag (1936:81) om skuldebrev § 3«.

Kærende har under den mundtlige forhandling af nærværende kæremål bestridt, at kærende herved har taget stilling til fortolkningen af svensk ret. Uanset om dette er tilfældet, lægger landsretten vægt på, at indkærede ikke på den nævnte baggrund har været foranlediget til at foretage nærmere undersøgelse af svensk ret. Således som sagen er forelagt, må det herefter lægges til grund som anført af indkærede, at opfyldelsesstedet for betalingsforpligtelsen er kreditors bopæl.

Landsretten finder ikke, at angivelsen i indkæredes faktura om »Swift Code . . . UNIB DK KK« kan anses for at være en forpligtende tilkendegivelse fra indkærede om, at opfyldelsesstedet ved Swift-betaling i så fald er i Sverige.

Herefter og da kærendes påståede forpligtelse til betaling findes omfattet af artikel 5, nr. 1, i EF-domskonventionen, findes Københavns Byret herefter at måtte anses for værneting for kærende.

Thi bestemmes:

Den påkærede kendelse stadfæstes.